Opdræt — Fritgående børn.


“Hvor designerbørn betaler forældres kuldsejlede drømme…”

Kasper Spez

Tænk engang, at man skulle nå dertil, hvor man sad en højhellig søndag aften, storindkøbet klaret, sygdomsramte, mens ungerne prøver en ny sovekonstellation og får plads til et længeventet surt opstød #1.

Altså den virkelige verden #VestegnsHverdag.

I min kones og mit børneopdræt, har vi to fritgående unger. Overordnet set nogle høflige, , selvstændige, empatiske, kreative, nysgerrige, bevidste, direkte, særlige, intelligente, fornuftige, forsigtige, spændende, forskellige, frie, glade, grundige, rolige, kvikke, utrolige, interessante, kloge, konkrete, abstrakte, ægte, positive, langsomme, nærværende, levende, hurtige, umiddelbare, pålidelige, rimelige, venlige, menneskelige, vilde, samarbejdende, mærkelige, naturlige, smukke, opmærksomme og ordentlige stiklinger – kort sagt livsduelige fra naturens side.

Det er rundt regnet på nuværende tidspunkt at historien tager en drejning. For selvfølgelig er de også alle de andre ting. Alle de tillægsord som vi ikke fylder på Facebook, Instagram og Snapchat. De er også – ligesom alle andre unger – skideirriterende og nu forventer du sikkert at dette blogindlæg går én af to veje. Enten skal vi ned af, “hvor hård en hverdag vi også kan have hjemme hos os”-agtig vej, for så at glorificere til sidst eller også skal vi glansbillede os ud af en tangent med humoristiske afstikkere, som altid kan forsvares i det overordnede billede.

Men slet ikke kære læser. Denne her går i en helt anden retning. HVORFOR ER DET, AT VI SOM FORÆLDRE BEVIDST FORSØGER AT ØDELÆGGE DÉT VI HAR VÆRET SÅ HELDIGE AT SKABE PERFEKT? Endnu engang, mine børn handler ikke altid i samklang med, hvad der måske synes at være perfekt i den givne situation og slet ikke, hvis vi skal leve op til referencerne på de mangefacettede sociale medier vi konstant måler vores liv op i mod – SLET IKKE.

Børn er fra naturens side indstillet til, at de vil overleve. Det gør, at de i alle sammenhænge samarbejder med omgivelserne omkring dem, så når ungerne stritter lidt, så er den overordnede opgave at lære af dem. For hvis vi tillægger os deres naturlige nysgerrighed, så bliver det muligt for os forbandede voksne at finde ud af, hvad det er, de reagerer på. Tro nu ikke, at jeg tilskriver mig ad hoc laissez faire opdræt, hvor man griber efter nærmeste letbenede og mest kompromissøgende løsningsmodel, for det er jo at fraskrive sig ansvaret.

Lad os i fællesskab tage ansvaret for, at ungerne bliver til at holde ud at være sammen med for andre voksne mennesker, så skal de nok klare resten selv. I den forbindelse er forældreopgaven langt mere simpel, end hvad langt de fleste forældre gør den til i denne #SOME-agtige tilstand vi har valgt at leve. Ungerne er forprogrammerede til at indgå i fællesskaber, så skal vi ikke undlade at gøre “vores lille barn” så specielt at det bliver vanskeligt for “Bastian” at indgå i sociale sammenhænge. Hvis de får lov til at være børn, uden voksneindblandning i relationsdannelser, så afstemmer de selv forventninger langt mere kompetent end nogen voksen, hvilket giver os tid til at kigge på problemets egentlige rod – DIG (og mig for den sags skyld).

I dit selvcentrerede, individualistiske, navlepillende selvrealiceringsprojekt, hvilket du i øvrigt har ret til selv at forvalte, er du godt i gang med at vise dine unger, at fællesskabet i disse tider har sløje vilkår. Problemet er bare, at dit barn skal indgå i fællesskaber resten af livet. Det her er ikke en ideolosk eller politisk enetale på nogen måde, men alle de unge mennesker med stress, angst og depression skriger til himlen – de har brug for at føle sig velkommen. Så lad os nu i fællesskab trække stikket på vores projekter om “det gode liv” og være nærværende nok til at opleve vores unger opdrage os. Lad os trives i vores ungers naturlige nysgerrighed for hinanden og lad dem opleve at høre til. Det skaber selvværd og så er vi kommet meget godt fra start.

… to be continued

Udstødt af Udkantsdanmark

Jeg er gift – med børn. Altså ikke i bogstavelig forstand, for det må man ikke. Jeg har en kone, hun er faktisk helt igennem i orden og med hende har jeg fået nogle unger, som min verden roterer omkring.

Ikke på den der typiske “mine børn før dine børn”-agtige måde, som er den fremherskende og dominerende tendens de fleste steder. Nej, mere på den der, “jeg har opdaget, at ungerne har bedre styr på verden, end jeg selv har”-agtige måde. Så jeg roterer, i ordets egentlige betydning, omkring dem, for at blive klogere på den verden, jeg er begrænset i. Jeg har et job indenfor det humanistiske område. Jeg har ønsker om videreuddannelse og måske endda drømme om på et tidspunkt at starte egen virksomhed, i hvilket jeg ønsker at gøre verden lidt federe for menneskeheden omkring mig. Jeg er samtidigt i starten af trediverne, bleg af herkomst og udenfor det offentlige overførselsindkomstssystem. Jeg er på den måde marginaliseret i forhold til fordommene omkring den (Københavnske) Vestegn – altså udstødt af udkantsdanmark, men her hører piveriet så også op.

Jeg udgør et promille af det segment, som faktisk igennem den senere tid har udgjort alle skurkerollerne og jeg er stolt af det og derudover noget så sjældent som venstreorienteret nationalist. Nogle vil måske sågar gå så langt som at kalde mig kulturradikal kommunist eller andre fine ord fra posen. I kan kalde mig hvad fanden i vil, jeg er først og fremmest bare en drømmer og det her er min blog. Mit forsøg på at råbe nogle tanker højt, så vi kan få kigget på, hvorfor vi er holdt op med at holde om hinanden og af hinanden. Hvorfor vi er holdt op med at være forbilleder for vores børn og hvorfor helvede det er blevet så pisse-vigtigt at kunne smile (neurotisk) til sig selv i spejlet eller i hvert fald den selfieomfavnende del af smartphonen. For lad os være ærlige bare for en enkelt stund – “spejlet” er vi for længst holdt op med at betragte os selv i, tiltænkt i alle ordets oprindelige og billedlige betydninger. For havde vi taget os selv tiden til at tage et godt langt kig i spejlet, ville vi være nødt til at indse, at det går for stærkt. Vi er for længst holdt op med at reflektere, at samtale, at lege, at være noget for hinanden på en ordentlig måde.

Jeg anser ikke mig selv som provinstaber, men klart som (og tillad mig at være vulgær med ord) provin-der. Vi bor i et hus, vi rent faktisk kan betale OG have penge i OVERSKUD, alligevel vælger vi langsomme ferier, hvor nærvær er vigtigere end billederne på Instagram. Vi har natur i umiddelbar nærhed og ungerne har vi gående i institutioner, hvor jeg kan navnene på alle de andre unger…………… fordi de kan være samlet i et rum (troede I lige…?).  

Der er nok offerroller. Der er nok hykleriske brokkerøve rundt omkring, men jeg vil gøre mit.

Min mission er at vise, hvor fedt det kan være at være bosiddende lige dér, hvor de færreste ønsker at bo, hvor folk oftest er nødsagede til at tage til takke med. Hvor vidunderligt det kan være, at være far på fuld tid og beskæftige mig med noget, fordi vi skal have (simre-)mad på bordet og ikke fordi jeg skal gøre karriere. Hvor befriende det kan være at tage det roligt – at tillade sig selv at lege, at fordybe sig, at se flow-TV, hvor folk har et regulært indhold. Sidst men ikke mindst vil jeg forsøge at vise, hvor livsbekræftende det kan være, at være noget så banalt som lykkelig i sol og i regn.

Jeg tør selvfølgelig ikke stå frem med min rigtige identitet, det er klart. Jeg ønsker ikke, at mine børn skal stemples som afkom af en freak (indse det… jeres børn kan være ret grove) og være nødsagede til at stå på mål for deres fars asociale tilbøjeligheder.

Med morsomhederne lagt til side, er det her afslutningsvis lige så meget et forsøg på at rejse ind i din måde at anskue verden på. Vi er helt sikkert forskellige, vi er helt sikkert uenige, men for mit vedkommende, gør det dig ikke til hverken et bedre eller dårligere menneske end mig. Jeg ønsker egentligt blot at dele tilværelsen på Vestegnen med dig. Med alle de succeser og udfordringer det bringer med sig, som far, som husbond og som mand, for på den måde at skabe en fortælling om, hvordan #VestegnsHverdag også kan tage sig ud og samtidigt problematisere behovet for at fremstå perfekt – for det jeg satme ikke, bliver det aldrig og gudskelov for det…

Hilsener fra en Vestegnsfar.